GROWINSANE DAGBOG

DAG 7 – IMPRO DAG: Hold kæft, hvor er I sjove

I går var sidste dag af GROWINSANE. Efter syv dage med alt fra BigBand-koncert til finsk oplæg om mumitrolde og saunaer til kæmpemæssigt SKAM-arrangement, sluttede festivalen med en aften, hvor ingen vidste hvad der ville ske – mere eller mindre. I går var IMPRO DAG og med BRIAN MØRK i spidsen, blev det til et brag af en afslutning.

Efter en glögglig juleafslutning med gratis gløgg og æbleskiver, blev salen lukket op. Det var tid til liveoptagelse af podcasten BRIAN MØRK SHOW. Brian Mørk trådte frem og satte hurtigt salen ind i konceptet. Backstage ventede et hold skuespillere der skulle interviewes live på scenen, uden at ane hvilken rolle de skulle spille. Det var nemlig op til publikum at bestemme. Lynhurtigt lød en række forslag som svampedykker, museumsinspektør, haj-fan, jodler, højenergifysiker, terrorist og bådflygtning. ”Har vi nok nu?” lød det fra Brian Mørk. Og så var vi i gang.

”Live fra Teater GROB i København!”

Den første gæst var Josephine Park. Hun var ”bare” sig selv, men det forhindrede ikke interviewet i at være sjovt. ”Park, er det koreansk?” spurgte Brian Mørk. Hertil kunne Josephine Park fortælle, at hun engang havde bildt én ind at hun var afrikaner. ”Hvordan? Over telefonen?”

Brian og Josephine fik selskab af tre skuespillere og herefter begyndte impro comedy’en for alvor at tage fart. Kasper Nielsen, Lars Udengaard og Martin Zarp, indtog i aftenens anledning rollerne som Lennard, Lauritz og Liam fra hajmuseet i Ringsted. ”Det er lidt dumt, at det ikke ligger tættere på noget vand,” sagde én af dem. ”Men til gengæld er der en svømmehal ligeved siden af.”

Vi fik også slået fast at hajmuseet har fire hajer – hvoraf én er udlånt og en anden er udstoppet – at hajer lever af svampe, køkkenskrald og leverpostej, og at museets PR-strategi med at stå ved motorvejen med et skilt hvor der står ”Haj haj”, måske ikke er særlig smart.

”Hvad er museets slogan?” spurgte Brian Mørk. ”Og I skal sige det på én gang.” Efter lidt tøven, fik de tre skuespillere sagt ”Haj med dig. Tænder du på mig?”

”Det er sjovt fordi hajer har mange tænder,” uddybede Lennard.

Efter godt en time, var podcasten i kassen. Men det betød langt fra, at det var færdigt med impro. Skuespillerne Gustav Halfdan og Signe Moore sluttede sig til flokken og IMPROSHOW kunne gå i gang. Her fortalte Brian Mørk nogle korte anekdoter fra sit liv, som de fem skuespillere omdannede til scener – uden at have forberedt noget som helst.

Brian Mørks historie om, hvordan han havde ”taget konstant på” over en periode, blev til scenen med en fordrukken luciabrud der ikke kunne være i sin kjole og noget med en Morgan Freeman-lookalike som babysitter. En anden historie handlede om, hvordan Brian Mørks ekskæreste tidligere havde været kæreste med Wesley Snipes. ”Det gjorde ikke ligefrem mine body-issues bedre, at jeg vidste at hun havde haft sex med Blade the Daywalker.” Det blev til en scene om en klovn der fik job hos en baronesse via speeddating, og om jalousi og arbejdsløshed blandt tidligere klovneskoleelever.

Andre scener bød bl.a. på julefrokost på en betonfabrik, en gom der insisterede på at blive gift klædt ud som brudens afdøde mor og en jysk parkeringsvagt der uddelte checks i stedet for P-bøder. ”Jeg har sådan en parkerings-app,” sagde Brian Mørk under sin sidste anekdote. ”Der er forbundet med ens nummerplade. Men jeg er lige kommet i tanke om, at jeg kører i en bil der er lånt fra værkstedet. Og den har holdt udenfor i fire timer. Så det kan ende med at blive en rigtig dyr aften.” Derefter blev der hurtigt sagt ”Tak for i aften” og på trods af applausen, kunne man tydeligt høre en grinende Brian Mørk sige til de fem impro-skuespillere, mens de gik af scenen: ”Hold kæft, hvor er I sjove!”

 

Dag 4 – FESTDAG: 1000 likes

Er der nogen der har ondt i hovedet i dag? Lørdag var FESTDAG på GROWINSANE og der var ovenikøbet en hel speciel anledning for festen. GROWs Facebook side har rundet de mytologiske 1000 likes, hvilket selvfølgelig skulle fejres med et brag af en GROWFEST!

Det var et festligt syn, der mødte gæsterne når de ankom til teateret. Foyeren var spækket med ”likes” på alle vægge og overflader. Og ja, der var virkelig præcis 1000 af de små tommelfingre spredt ud overalt. Der lå vist også en del timers arbejde bag al den oppyntning – flot så det i hvert fald ud!

15349605_599258113606709_4737858599166564103_n

I baren var der hentet ekstra hjælp ind fra bartenderne på THE BARKING DOG, så de forstod om noget at mikse en drink der var finere end gennemsnittet. Man kunne bl.a. prøver kræfter med lækre drinks som en ”Negori Tonik” eller en ”Margaritha Highdall”, hvor der på ingen måde var sparet på tequilaen.

I teatersalen blev der spillet op til dans af DJ Rozí. Hele salen var omdannet til dansegulv – selvom danserum måske er en mere rammende beskrivelse. Et stort sort tæppe afskærmede for stolerækkerne, så man fik fornemmelsen af at stå i en kæmpemæssig sort kasse. Ned fra loftet hang sorte paraplyer viklet ind i lyskæder, mens belysningen i takt til musikken var med til at give hele salen en syret spacet atmosfære. Det var nogle unikke omgivelser, der gav rig mulighed for at lade sig føre væk af musikken – især efter en Margaritha Highdall eller to.

Efter en festlig aften, banker virkeligheden dog ofte på døren. Men det behøver langt fra at være kedeligt! GROWINSANE fortsætter i dag med REALISME DAG. Kl. 14 og kl. 16 kan du bl.a. få en anderledes og unik teateroplevelse med audioforestillingen ”RACISTEN”, hvor publikum iført et par hovedtelefoner følger en skuespiller gennem byens gader. Hvis du er i filmhumør, er der særvisning af den prisvindende kortfilm ”SOFA”, hvor du også kan møde filmens manuskriptforfatter. Kl. 21 kan komme i julestemning med en hemmelig julefilm. Normalt plejer det at falde i søvn i teateret, ikke at være en godt ting. Men kl. 23 inviterer GROWINSANE til fælles sleep-over. Her kan du tilbringe natten i teatersalen og falde i søvn til musik, der skulle optimere og forbedre din søvn – Sov godt!

Husk at en billet kun koster 50 kr. og gælder til alle festivalens dage!

Læs mere om GROWINSANE-festivalen og køb din billet HER.

 

Dag 3 – NORDISK DAG: Halla fra GROWINSANE <3 Alt er love

I går var NORDISK DAG på GORWINSANE og det var en dag som der var mange, der havde set frem til. Aftenens helt store event var sæsonafslutningen på en vis norsk ungdomsserie, som der måske er nogen der har hørt om?

Det var tydeligt allerede da man trådte ind i GROBs foyer, at SKAM var aftenens midtpunkt. Der var godt med SKAM-relateret pynt overalt, lige fra SKAM-toasts i baren til citater fra serien plastret over alle vægge. På toilettet kunne man f.eks. læse ”Fy faen, hvor vakker du er” på spejlet. Tak, GROWINSANE.

15538576_903933199709450_3069396617149808640_n
I aftenens anledning var der ikke dame- og herretoiletter. I stedet kunne man vælge, om man troede på en fremtid for SKAMs Isak og Even – eller om man var mere realistisk.

Men inden da, startede aftenen et helt andet sted – i Finland. Det første arrangement var nemlig et oplæg om Finland af Lovis Hakala … på finsk. Der var vist ikke nogen, der forstod noget af hvad der blev sagt. Men heldigvis var der et PowerPoint i baggrunden, der oversatte de vigtigste pointer. Så lidt klogere blev man da.

F.eks. stod der, at den største misforståelse om finere er, at de drikker vodka i saunaen. Det passer ikke. Det er enten vodka ELLER sauna – aldrig på samme tid. Men øl i saunaen er dog en helt anden sag.

Derudover kan det berettes, at Finlands længste ord har 102 bogstaver og er: “Kamarreksituteskenteleentuvaisehkollaismaisekkuudellisenneskenteluttelemattomam-muuksissannsakaankopahan”. Det er så indviklet, at de heller ikke selv ved hvad det betyder.

Oplægget sluttede med fællessang. Lovis Hakala opfodrede alle til at synge med på titelmelodien til Mumitroldene – stadig på finsk. Nogle gjorde et helhjertet forsøg, men det lød vist ikke helt rigtigt. Hvis man selv har lyst til at give det et skud, kan man prøve her:

Efter Finland gik turen til Sverige. Her var der højtlæsning af Lena Bondeson fra Astrid Lindgrens RONJA RØVERDATTER på svenska. Det var et hyggeligt pusterum og en slags stilhed før stormen inden sæsonafslutningen på SKAM.

Kl. 19:58 blev dørene til salen lukket op og de mange SKAM-fans der i mellemtiden havde fyldt foyeren væltede ind. Meget hurtigt blev salen propfyldt. Der var endda stillet bænkerækker ud på scenegulvet for at gøre ekstra plads. Hele rummet sitrede af spænding. De mest hardcore fans havde iført sig SKAM-merchandise. En pige nogle rækker fremme havde en hvid ”ISAK + EVEN” T-shirt på.

Kl. 20:20 gik afsnittet i gang og et jubelbrøl steg op fra salen. Et øjeblik lød det mere som at stå foran Orange Scene på Roskilde Festival end at sidde i et teater på Nørrebro.

Under afsnittet blev der grint, hujet og jublet endnu mere. Der var udråb som ”Nåårh, hvor er de bare søde!” eller ”De er så gode sammen!” Da afsnittet efter en halv time var slut og lyset blev tændt, kunne jeg se, at hende ved siden af mig stortudede. Om det var glædestårer eller ulykkelige tårer må man selv se SKAM for at finde ud af.

Efter en pause hvor 200 mennesker skulle falde til jorden og en tur forbi baren, var det tid til SKAM-debat med KOSAGRUPPA GOES LIVE. Aftenens afsnit blev vent, drejet og diskuteret af et panel bestående af fem aktive medlemmer af den danske SKAM-fangruppe KOSAGRUPPA DK der kan findes på Facebook. Og én ting var panelet rørende enige om: SKAM er fantastisk! De boblede med entusiasme og sloges næsten om at kaste rosende ord efter serien:

”Må jeg lige få ordet-”

”Nej, må jeg lige-”

De vendte emner som seksualitet, maskulinitet, populærkultur, psykisk sygdom, nordisk fællesskab og om forholdet til SKAM kan tage overhånd. ”Man havde jo også et liv før SKAM,” svarede en fra panelet til spørgsmålet om, hvad de nu ville foretage sig når sæsonen var slut.

”Havde man det?” grinede en anden.

Derudover blev der samlet ind til fordel for ofrene i Aleppo. Der var mulighed for at vinde SKAM-kopper for de største donationer. Det blev til ialt 6496 kr. Godt gået!

I dag er endnu en dag på GROWINSANE. Det er lørdag hvilket betyder… FESTDAG! Aftenen skydes i gang kl. 20 med MUSIC BATTLE. Bagefter skal det fejres, at GROWs Facebook-side har rundet 1000 likes. Det bliver et brag af en GROWFEST, så dans natten væk til DJ Rozí og nyd en drink mikset af bartendere fra THE BARKING DOG!

Husk at en billet kun koster 50 kr. og gælder til alle festivalens dage!

Læs mere om GROWINSANE-festivalen og køb din billet HER.

 

Dag 2 – KÆRLIGHEDSDAG: Bedøm din partner på en skala fra 1 til 5

GROWINSANE er i fuld gang og i går sagde festivalen kærligt farvel til sin dag nummer to. Dagen stod i kærlighedens tegn. Love it!

Men det var ikke kun den ukomplicerede lyserøde kærlighed kendt fra utallige P3 Love Songs der kunne findes på GROWINSANE i går. For selvom kærligheden er skøn, var det et fælles kendetegn blandt dagens arrangementer, at det også kan være en kompleks og barsk størrelse.

Dokumentarfilmen MIN FAR FORFRA skød aftenen i gang. Her var det kærligheden mellem far og datter der var i centrum, og hvordan en grim skilsmisse et sted i barndommen har haft indflydelse på det forhold. Filmen er Nicoline Skotte Jacobsens afgangsfilm fra Filmskolens dokumentarlinje. Hun medvirker selv i filmen sammen med sin far Kim. Ham har hun sat i stævne i et tomt pastelfarvet rum helt afskåret fra omverdenen.949e9e8477

I starten er det en forståeligt noget betuttet herre der træder ind i lokalet: ”Hvad hulen er det du har lokket mig ud i?” Nicoline fortæller, at hun har planlagt et par aktiviteter.

”Derover skal vi lege.”

”Ja.”

”Og derover skal vi danse.”

”Nej! Det vil jeg ikke.”

”Jo du vil. Ellers var du ikke kommet.”

Gradvist begynder far og datter at åbne op for hinanden. Der kommer nogle emner på bordet som de ikke har talt om tidligere. F.eks. da Nicoline indrømmer at hun har prøvet at ryge skunk.

”Har du det? Det er løgn!”

“Nej.”

“Hvordan havde du det?”

“Jeg fik det lidt mærkeligt.”

“Hvor fik du det fra? En musiker?”

Uundgåeligt ender samtalen der, hvor det gør mest ondt. Bl.a. fortæller Kim om hvordan han mistede forældremyndigheden. Han sagde til en retspsykolog, at hans datter aldrig ville få en kæreste – han ville nemlig ligge i busken med sin luftriffel for at jage alle væk der prøvede. Det var en bemærkning der kom til at koste ham dyrt.

Han spørger også sin datter, hvad hun har haft savnet. ”Mere nærvær. Ikke så meget skæld ud,” svarer hun. ”Har jeg skældt dig ud?” siger han forbløffet.

15400931_603082506557603_7826223166006004703_n

Efter filmen tog Nicoline Skotte Jacobsen imod spørgsmål fra publikum. Hun talte om hvordan, hun ville fortælle sin fars historie med filmen, da der her lå noget ubelyst. ”Han har måske kun én gang sagt, at han elsker mig”, fortalte hun. ”Men nu vil jeg altid have den her film til at vise at han gør.”

Aftenen sluttede med teaterforestillingen KÆRLIGHEDSMINISTERIET af kompagniet Nonsens, der vandt Publikumsprisen på Scenoskop Teaterfestival 2016.

Forestillingen udspiller sig i en nær fremtid, men årstallet kunne ligeså godt være 1984. Den Orwelianske samfundssatire præsenterer en verden, hvor regeringen har reformeret parforholdet. Et par vil gerne være kærester og det kan kun foregå på en måde: ved at forfatte en kontrakt sammen med en advokat.

15326071_598214957044358_4476448349454343673_o

Der bliver gjort tykt grin med bureaukratiet når kærligheden tvinges ind i kasser og skal bedømmes på skaler fra 1 til 5. Pludselig bliver det nyforelskede par konfronteret med spørgsmål som: ”Status for partnerskab ved udlandsrejse? A) Blive sammen B) Sættes i bero C) Afskaffes helt” og ”Hvor ofte vil I engagere jer ugentligt i seksuelt samkvem” (hvor der kan laves en specifik underaftale om oralsex). Spørgsmålet er bare om kærligheden kan klare den form for kølig effektivisering?

I dag fortsætter GROWINSANE med NORDISK DAG. Caféen åbner kl. 18:00, så du kan hænge ud og varme op til programmet med en klejne og Björkmusik. Kl. 19:00 er der finsk oplæg ”FUNFACTS SOUMI”, hvor du kan høre alt det du ikke vidste om elge, saunaer og mumitrolde. Bagefter kan du nyde højtlæsning fra Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter på svenska. Kl. 20 blændes der op for aftenens helt store nordiske begivenhed: sæsonafslutningen på ”SKAM” med efterfølgende debat med Kosagruppa DK. Det bliver dritkul!

Husk at en billet kun koster 50 kr. og gælder til alle festivalens dage!

Læs mere om GROWINSANE-festivalen og køb din billet HER.

 

Dag 1 – ORDDAG: I begyndelsen var ordet … Også på GROWINSANE!

I går blev GROWINSANE skudt i gang og festivalens første dag var spækket med arrangementer der dyrkede ordet på vidt forskellige måder.

Programmet startede i GROBs foyer, hvor et lille men opmærksomt publikum blev forkælet med digtoplæsning fra digte af Charlotte Schmidt Fryland og Mie Mollerup Jørgensen. Her stod ordet frem nøgent og intimt i skærende kontrast til larmen fra Nørrebrogade på den anden side af glasruderne. Der var digte om alt fra Mallorca til Husumgade til at ”gå en tur i dit ansigt”.

Fra https://www.instagram.com/teatergrob/

Senere blev der åbnet op for salen og aftenen fortsatte med en dramatisk reading af BOLDBANEN af Josephine Eusebius. BOLDBANEN handler om at være 16 år, bo i en lille provinsby hvor man aldrig rigtig har passet ind og om at hade folk der hedder Laura. Teksten kom til live gennem tre skuespillere. De sad på hver deres stol og hev det ene grin efter det andet frem fra publikum. På mange måder er BOLDBANEN i samme ”boldgade” som SKAM – så for dem der kunne lide den, er der noget at glæde sig til på fredag på GROWINSANE!

Kl. 20 var der debat med Uffe Elbæk og Stig Dalager – og de kom vidt omkring! ”I begyndelsen var ordet,” sagde Stig Dalager som noget af det første. Hans pointe var at ord gennemsyrer alt og at alt kan føres tilbage til ordet. Derfor er det vel passede at GROWINSANE også startede her – med ordet i centrum og dagens tema. Uffe lagde ud med en mindeværdig anekdote, der formåede at kombinere KaosPiloterne, gibbonaber og en svensk hjerneforsker fra Harvard der påstod at have fundet Darwins ”missing link”.

”Apropos gibbonaber,” sagde ordstyreren, hvorefter samtalen bevægede sig over i det politiske. Der blev snakket om Trump, DF og hvordan politikere bruger sproget til at frame virkeligheden.

Fra https://www.instagram.com/teatergrob/

”Noget jeg bokser med hver dag,” sagde Uffe Elbæk. ”Er at bruge sproget til at beskrive det der faktisk sker i virkeligheden. Det politiske sprog er meget begrænset. Derfor er der brug for ikke bare forfattere og digtere, men musikere, dansere og kunsten i det hele taget.”

Derefter var banen kridtet op til noget helt andet – julekoncert med det alternative BigBand KLUBB. Der blev højest sandsynligt sat rekord for, hvor mange instrumenter der kunne være i GROBs teatersal og de 21 musikere fyldte da også hele scenegulvet. Bandet lagde ud med et første sæt bestående af helt nyskrevne numre af Maja Gry.

I andet sæt blev nissehuerne fundet frem. Her var old school-klassikere som ”When You Wish Upon a Star” og old-old school salmer af Carl Nielsen. Ingen julekoncert er dog slut uden juleklassikeren over dem alle: ”Vi vil gerne slutte af med en sang der har gjort, at George Michael aldrig behøver at arbejde resten af sit liv,” sagde KLUBB inden de lukkede ballet og sendte folk ud i december-kulden med ”Last Christmas”.

Fra https://www.instagram.com/teatergrob/

Dette var kun én ud af syv dage med GROWINSANE og i dag fortsætter med KÆRLIGHEDSDAG! Kl. 18:30 kan du opleve dokumentaren MIN FAR FORFRA og møde instruktøren bag filmen. Kl. 20 har du mulighed for at se den sjove og samfundssatiriske teaterforestilling KÆRLIGHEDSMINISTERIET som vandt Publikumsprisen på Scenoskop Teaterfestval 2016. Forestillingen udspiller sig i en nær fremtid, hvor en mand og en kvinde gerne vil være kærester og det kan kun ske på én måde – ved at blive kaldt til samtale på kommunen.

Husk at en billet kun koster 50 kr. og gælder til alle festivalens dage!

Læs mere om GROWINSANE-festivalen og køb din billet HER.

Næste forestillinger på GROB

Der er ingen fremtidige forestillinger på nuværende tidspunkt.