Søren og Mohamed: »Det er nærmest en form for hjernegymnastik«
Både Mohamed Ali Osman og Søren Møller Pedersen har betrådt nyt skuespillerfagligt land med deres medvirken i SER DU MIG. Mohamed har skullet glemme hvad han har lært på skuespillerskolen, og Søren har måtte bide en fordom i sig.
Mohamed Ali Osman og Søren Møller Pedersen er begge uddannede skuespillere. Mohamed fra DDSKS i Aarhus og Søren fra The Comedia School. Selvom de begge har prøvet lidt af hvert i deres respektive karriere, så har samarbejdet med CoreAct om forestillingen SER DU MIG bragt dem ind på fagligt ukendt territorium.
For Mohamed begyndte rejsen med forestillingen Maria & Mohamed her på Teater Grob. Den så Anika Barkan, der sammen med Mohamed og Sørens medspiller Helene Kvint, udgør CoreAct. Mohamed blev desuden anbefalet af hans holdkammerat og roomie fra skuespilleruddannelsen i Aarhus. Anika og Mohamed mødtes på en café ved Botanisk Have, og et samarbejde tog sin begyndelse.
Anika tog kontakt til Søren, efter at have set ham i Room 4.1 af Kristján Ingimarsson. De mødtes også på en café og Søren blev inviteret med på en workshop. I december sidste år mødte Søren resten af holdet, alle havde det ret godt sammen, og det var med Sørens ord skidesjovt.
Fysisk og visuelt
CoreAct laver dels performanceforestillinger, der bl.a. er kendetegnede ved at være fysiske og visuelle, og dels griber de selve arbejdsprocessen anderledes an end mange andre andre teatergrupper. Begge dele var nyt for både Søren og Mohamed.
Mohamed kendte godt CoreAct på forhånd, da han havde set forestillingerne Heidi og Savn – begge forestillinger var i øvrigt blevet til i samarbejde med Teater Grob. Mohamed var med egne ord træt af altid at skulle psykologisk som skuespiller. Det er en udmattende disciplin, at skulle føle i kroppen, og omsætte det til et udtryk på scenen. Mohamed fortæller at der grundlæggende er to tilgange til skuespillet: Enten skal skuespillerne føle, eller også skal publikum føle. Mohamed er klart mest til det sidste.
I SER DU MIG er tilgangen ikke psykologisk, men kropslig, og skuespillerne skal ikke levere teksten på en bestemt måde. Det er en meget energetisk og organisk forestilling. Det er ikke psykologi, der kører bilen. Samtidig var det en ny oplevelse for Mohamed at manuskriptet var færdigt.
Selvom Søren har spillet alvorlige roller, så har han mest medvirket i forestillinger hvor han skal være sjov – bl.a. i gadeteater og børneteater. Søren indrømmer, at han som gammel håndværker – Søren er også uddannet tømrer – har han haft store fordomme om performanceteater. Hans fordom er gået på at performance er uforståeligt og for langt.
Som person er Søren meget en-til-en, konkret og ikke så abstrakt, men hans medvirken i SER DU MIG har lært ham, at han kan sagtens være et redskab for det abstrakte udtryk. Han er efterhånden blevet 59 år, og gik med et ønske om gerne at ville prøve noget andet. En række tilfældigheder har gjort at han kom med på denne produktion, og han er med egne ord lige der hvor han gerne vil være.
En kollektiv proces
Som nævnt er det ikke kun selve genren, der har været nyt land for Søren og Mohamed. Det har CoreActs måde at arbejde på også været.
CoreAct har ikke travlt. De venter gerne på den rigtige løsning, fortæller Mohamed. De har samtidig meget tillid til publikum, der selv skal lave mellemregningerne.
Arbejdet med SER DU MIG har været en meget kollektiv proces. Godt nok er Anika chefen, men alle på holdet – også skuespillerne – har haft stor indflydelse og stort medejerskab. Nogle skuespillere foretrækker i overført betydning at blive tegnet på af instruktøren. På SER DU MIG har skuespillerne selv skulle tegne, de har skullet være medskabende, og har i princippet kunnet vælge at hoppe som en flamingo.
Mohamed fortæller, at Anika har bedt ham lade være med at gøre sådan og sådan, hvor til han har svaret: Jamen så føler jeg ikke at jeg spiller! Hvortil Anika svarede: Lige præcis! Efter skolen tænkte Mohamed at han kunne det hele, men så prøvede han at arbejde sammen med CoreAct
Solidarisk hjernegymnastik
For både Søren og Mohamed har det stor betydning, at CoreAct har en oprigtig interesse og kærlighed til skæve eksistenser. Anika og Helene har gjort en stor indsats for at komme ind i emnet. De har opsøgt levet erfaring i bl.a. det offentlige rum, og hele holdet har bidraget med deres egne levede erfaringer.
CoreAct ønsker at formidle et solidarisk budskab, og vælger samtidig en form der kræver noget af tilskueren, som Søren formulerer det.
CoreAct vil stimulere i stedet for at gøre det nemme. Det er nærmest en form for hjernegymnastik, supplerer Mohamed.
Læs også:
CoreAct: »Vi stiller os til rådighed som lyttere i det offentlige rum«
Abelone Koppel: »Alle mennesker er noget værd i sig selv, og de skal respekteres og næres«
Hvis du gerne vil opleve SER DU MIG, så skal du skynde dig! Køb din billet lige her.