Coronavirusset har berøvet teatrene deres publikum. Teateråret 2020 begyndte ellers offensivt og visionært med offentliggørelsen af Applaus’ store nationale teaterpublikumsundersøgelse.

Undersøgelsen giver konkret viden om eksisterende og potentielle publikumsgrupper, til brug for teatrenes fastholdelse og udvidelse af deres publikum. Det vi kalder publikumsudvikling.

Her få måneder senere er vi i stedet for publikumsudvikling vidne til den totale publikumsafvikling. Alle landets teatersale står gabende tomme.

Det er i princippet intet i vejen for at teatrene opfører deres planlagte forestillinger uden publikum, så længe produktionerne er på under ti personer, og alle holder afstand, vasker hænder og hoster i ærmet.

Der er bare ingen teatre, der har valgt at spille for tomme stolerækker. Fraværet af publikum har konsekvent ført til aflysninger. 

De tomme sale er ellers en oplagt lejlighed til at lave fuldstændigt frigjort og fritsvævende teater, der ikke skal bekymre sig om reaktioner fra publikum og anmeldere. Nu kan alle indforståede og utilgængelige kæpheste slippes løs i fri dressur. Ja, forestillingen kan sågar foregå på swahili, serbisk eller mandarin!

Det er der ingen teatre der har valgt. Tværtimod skærer forbuddet mod større forsamlinger ud i galvaniseret stål, at teater uden publikum ikke er teater, men bare nogle mennesker der leger for sig selv. Det er publikums møde med fortællingen på scenen, der er teater.

Ligeså meningsløst det ville være at gå i teatret for at kigge på en tom, mørkelagt scene i halvanden time, ligeså meningsløst er det at opføre en forestilling aften efter aften for tomme sæder.

Publikum er ikke altså ikke »kød på hylderne«, som det af og til lyder i teaterjargonen. Publikum er en kritisk komponent. 

Hvis den erkendelse trængte til en genopfriskning rundt omkring i teaterlandskabet, så skal vi da ellers lige love for, at den blev genopfrisket på yderst kontant og næsten brutal vis med forsamlingsforbuddet og de efterfølgende aflysninger.

Selvom situationen er ekstraordinær, så giver den os teatre en vigtig påmindelse om, at vi ikke kan tage vores publikum for givet.

Når restriktionerne mod forsamlinger engang hæves, om det bliver 11. maj, 1. september eller 1. januar 2021, så er indsigterne i Applaus’ store undersøgelse mere relevante end nogensinde. Denne gang med afsavnet og adskillelsen som high visibility bagtæppe.

Alt til trods er det måske ikke helt tosset.

/Mikkel Skov Petersen