[Aflyst] UNDER HUDEN
En forestilling om døden, sorgen og savnet
En forestilling om døden, sorgen og savnet
PGA. CORONA-SITUATIONEN ER VI NØDT TIL AT AFLYSE FORESTILLINGEN
»Jeg mistede min bror, da han var 19 år. Han var holdt op med at tage sin medicin, fordi han ville have kontrol over sin krop, men han opnåede det modsatte. Det var en lettelse, da han døde. Forud var der gået måneder, hvor jeg havde forsøgt at overtale ham til at leve.« Anne Gry Henningsen, skuespiller
I UNDER HUDEN søger tre skuespillere sammen med publikum at bryde tabuet og trodse berøringsangsten over for døden. Forestillingen vil have os til at lytte og tale undersøgende med hinanden – nå ind under huden – og skabe unikke øjeblikke, der gør det lettere at være sammen og række ud, når livet gør ondt.
I Danmark har vi næsten ingen rituelle handlinger forbundet med døden ud over folkekirkens bisættelser og begravelser. Vi har ingen sørgeperiode, ingen sorte hatte og knapt et sprog. Intet der fortæller, at her er et menneske i sorg. ”Jeg kondolerer”, er ofte det tætteste, vi kommer på at tale sammen.
Døden er et tabu, og sorgen skal vi helst komme hurtigt over, så vi kan komme videre. Men døden er en del af livet og sorgen en proces, der forandrer én for altid.
Forestillingen er egnet fra 13 år og op.
Der er udarbejdet gratis undervisningsmateriale. Læs mere her
Medvirkende Connie Tronbjerg, Anne Gry Henningsen og Casper Sloth
Manuskript Julie Petrine Glargaard + holdet
Instruktion Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenografi Mona Møller Schmidt
Foto Per Morten Abrahamsen
Idé & koncept Mærkværk/Anne Gry Henningsen
UNDER HUDEN er et gæstespil produceret af MÆRKVÆRK i samarbejde med Teatret Møllen