ELUSIA på teater Grob

ELUSIA

Velkommen til Elusia på Teater Grob.

Liva er en uønsket gæst i sit eget liv; en venneløs søvngænger der hver dag venter på 5C ”den fucking fuck-bus”. Hun sidder fast i sit hoved, i studiet og i sin lejlighed i Nordvest som hun heller ikke kan betale. Men da hendes nye roommate Makaria flytter ind, begynder hendes liv at ændre sig.

Makaria er en hensynsløs, nysgerrig og driftig ung kvinde, der lever for at prøve livet af. Hun introducerer Liva til selvhjælpsprogrammet Elusia, og snart begynder verden og Liva at forandre sig.

ELUSIA er et sort humoristisk drama om at frigøre sig fra selvhad, skam, tvivl og det konstante pres fra en fremtid malet i dystopiske nuancer. Hvorfor egentlig vente på at systemet smadrer dig?

Forestillingen er Teater Grobs bidrag til teatereksperimentet EXTENDED UNIVERSE sammen med Boundless Theatre (London), Sala Beckett (Barcelona) og Entropia (Athen).

ELUSIA er produceret med tilskud fra Creative Europe – EU, Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Bikubenfonden og Applaus.


BAG OM ELUSIA PÅ TEATER GROB

Elusia er et midlertidigt rum hvor forandring er mulig. Dette er karakteriseret ved de fire stykker, som alle giver deres egne specifikke definitioner af Elusia, samtidig med at de deler dette grundlæggende princip. På mange måder er Elusia vores utopia – vores El Dorado. Vi ønsker at udvide eksemplerne på Elusia, for at skabe en ny slags mytologi og inddrage publikum i hvad vi mener, når vi siger: Velkommen til Elusia.

Fire lande. Fire teatre. Fire dramatikere. Fire historier. Ét univers.

EXTENDED UNIVERSE består af 4 unge europæiske dramatikere, som hver skriver et stykke om utopi, magt og ungdom udviklet i samarbejde med lokale advisory boards (såkaldte dream teams) bestående af lokale unge. Alle fire stykker er forbundne gennem en fælles grundlov som de har brugt som benspænd for udviklingen af manuskripterne. Alle 4 værker har urpremiere i maj 2020 i hhv. København, London, Athen og Barcelona.

WEBCOMIC ELUSIA – fire historier oversat til én
Extended Universe er et trans-media projekt som betyder at dele af en fortælling bliver spredt ud over forskellige platforme og leveringskanaler med det formål at skabe et større univers. Det kommer bl.a. til at tage sig ud i form af podcasts, readings og andre events. Det største trans-media tiltag bliver en webcomic tegnet af den danske tegneserieillustrator Bob Lundgreen Kristiansen, som forbinder alle 4 historier til 1 visuel fortælling på tværs af sprog. Denne webcomic vil blive udgivet sidst i februar på welcometoelusia.com

Medvirkende:
Maria Cordsen
Anne Sofie Wanstrup
Bob Lundgreen Kristiansen
(live illustrator)

Manuskript: Zara Lea Palmquist
Iscenesættelse: Jesper Pedersen
Lys- og videodesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Asger Kudahl
Scenografisk konsulent: Kristian Knudsen

Flere forestillinger på GROB