Historien om alt

"En sjældent helstøbt lille perle af en forestilling"

"Vittigt og virtuost"

INDEX: En både morsom og kompleks forestilling om menneskets evige behov for at sætte ting i større sammenhænge; fortalt med levende teknik, video og animationer gennem fortid, nutid og fremtid.

En underholdende og vedkommende forestilling om menneskets evige trang til at ville gribe og begribe alverdens fænomener

Teaterensemblet Flyvende Grise gæster GROB med deres sjette forestilling til dato. HISTORIEN OM ALT er noget så ambitiøst som en monolog, der vil fortælle historien om ALT. Intet mindre! En hyldest til dem, der har været med til at samle al den viden, vi ikke anede fandtes, og som vi måske ikke engang ved, om vi nogen sinde får brug for.

At ville vide alt rummer naturligvis en indbygget umulighed. At forstå og konkludere på verdens uendelige informationer, handler netop om at ”regne ud” og ”lægge sammen” og dermed om at smide information væk til fordel for en helhedsoplevelse. HISTORIEN OM ALT er derfor også historien om at fejle, om ikke at kunne forstå og rumme hele verden, og om dem der kan nøjes med at favne det hele i én enkelt ide – eller i et kys.

HISTORIEN OM ALT vil gribe om stort og småt. Vi vil blandt andet opregne alt det et menneske mister i løbet af sit liv. Vi vil se dias fra rejser til fjerne kyster og høre ukendte detaljer fra de berømte opdagelsesrejser. Vi vil opleve forskellige måder at strukturere et levet liv på.

Flyvende Grise blander teknik, poesi, animationer, video – og hvis det er nødvendigt endda polka. Realisme, gys, klovneri, sci-fi og rockkoncert går hånd i hånd i denne ener af en forestilling.

HISTORIEN OM ALT er støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg og er en del af GROBS GÆSTER

Med:
Thomas Corneliussen

Manuskript: Thomas Corneliussen & Tue Biering
Instruktion: Tue Biering
Scenografi: Nicolai Spangaa
Lysdesign: Andreas Buhl
Lyddesign: Janus Jensen
Musik:
Maja Romm & Mark Solborg
Produceret af: Flyvende Grise og Jomfru Ane Teatret

Flere forestillinger på GROB